Da pastor Knud Ballin og dr. Kaj F. Meldahl grundlagde Caritas Danmark for 75 år siden, skete det ud fra et umiddelbart ønske om at organisere nødhjælp til de mange flygtninge i Europa i ruinerne af 2. verdenskrig.
Siden da er Caritas Danmark gået fra et være et lille kirkeligt initiativ båret at få ildsjæle til at blive en stadig mere professionaliseret organisation, der er engageret i de største humanitære kriser rundt omkring i verden. Fokus er stadig på det enkelte menneske, der alt for ofte blot optræder som et tal i nyhedshistoriernes triste statistikker.
I anledning af 75-års jubilæet for Caritas Danmark kan du i denne bog læse mere om organisationens historie, fra den spæde begyndelse i 1947 og frem til i dag hvor der er flere flygtninge på verdensplan end nogensinde før. Du kan også komme med til Uganda, Myanmar, Jordan og Niger, hvor de projekter, som Caritas Danmark har været med til at søsætte, skaber en lysere fremtid for mennesker i nød.
Bogen byder derudover på en række portrætter af medarbejdere og frivillige i Caritas Danmark, der alle har erfaret, hvad det vil sige at være der for sin næste og omsætte den kærlighed, som kirken forkynder, til stærke handlinger i praksis.
Caritas Danmark er medlem af konføderationerne Caritas Europa og Caritas Internationalis, der begge sender deres hilsener, ligesom der er hilsener fra den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.
160 sider (herunder 32 billedsider). Hardback med lærredsryg.
Indtægterne fra salget af bogen går ubeskåret til Caritas' arbejde.